Henrik Wergeland skrev i sin epilog til Campbellerne et vers hvor han omtaler den forvandling hans yndlingløkke Bellevue hadde gjennomgått:
Ak, du, min Yndlingsplets Natur!
fornem er bleven, fornem, men stur;
           min Bakke en prægtig Haveterrasse,
           hvor Zvibler, ei Blaaveis og Hvidveis, passe,
           hvor stolte Provenzrosers Overmagt
           ifra dens Odel har Hybnen jagt;
           min Skrænt paa fordumsdags Bellevy
           en Slotsplads over en stigende By.
           Har da, du viltre, utæmmelige
           Natur, af Kunsten i Aaget bragt,
           du glemt dit Lune, forødt din Magt?
           Og er min Barndoms Kongerige
           for stedse bleven ødelagt?
Lukk vinduet